Kunstnere

Images | An Age of Our Own Making foregik i Holbæk, Roskilde og København i 2016. Herunder kan du blive klogere på de 28 kunstnere, der medvirkede.

Ehsan Ul Haq



Between Heavens and Morality, 2016, Klosterstræde, Holbæk, 14. maj - 15. august. 

I Holbæk præsenterer Ehsan Ul Haq en tre meter høj gipsafstøbning af en løve. Fra løvens hoved vokser et træ, næsten som en krone. Mellem dyrets forben er skabt en trang hule. Herinde findes et lille bassin med en guldfisk.

På samme måde som vi sætter mindesmærker over historiens store skikkelser, skaber vi også billeder på naturens storhed, men ifølge Ul Haq er de hule og ’abstraherede’. Værket 'Between Heavens and Morality' kan ses som en fabel over denne menneskelige dårskab.

Skulpturen afslører ironien i forholdet mellem vores på mange måder formålsløse eksistens og vores samtidige higen efter magt. Samtidig tydeliggør den vores konstante, men halvhjertede, forsøg på at opretholde ligevægt mellem os selv og vore omgivelser.

Skulpturen peger med andre ord på vores skiftevis moralske inklinationer og destruktive ageren. På vores hang til at skabe og skærme for i næste nu at nedbryde.

Ul Haq gør os opmærksom på, at vi er begrænset af de rammer, vi sætter for os selv. Vores ræsonnementer og forklaringer skal helst være i tråd med vores oplevelser, ellers føler vi et tab af kontrol. Ved at levere tanke- og urovækkende kommentarer til vores eksistens, vores sandheder og virkelighed – til vores erklærede førsterang i verden – peger Ul Haq på mangelfuldheden ved menneskets forståelsesevne. Og udvider dermed, paradoksalt nok, vores perspektiv.

Ehsan Ul Haq er billedkunstner og født i 1983 i Lahore i Pakistan. Han har udstillet på AICON GALL ERY i New York i 2012 med udstillingen Méré Humd(r)-um – Contemporary Art from Pakistan og på Thomas Erben Gallery i New York i 2012 med udstillingen New Selections: South Asia.

Foto: Joe Kniesek

Eko Prawoto



Shells at the Sea, 2016, Holbæk bystrand, permanent værk

I arbejdet med sine monumentale bambuskonstruktioner lægger arkitekt og kunstner Eko Prawoto vægt på det givne steds sjæl og fællesskab. Hans kunstinstallationer er formmæssigt inspireret af ormehuller, konkylier, fiskeruser eller blade, som han videre-fortolker med et stærkt fokus på geometrien.

Prawoto bygger i økologisk bambus, som han indkøber hos lokale i landdistrikterne udenfor millionbyen Yogyakarta, Indonesien. Bambus er et ekstremt stærkt byggemateriale, der historisk set altid er blevet brugt i Indonesien, men som under den hollandske kolonitid blev forbudt på grund af en bakterie, der levede i bambus-markerne.

Shells at the Sea er en ny bygningsinstallation, som Prawoto har skabt til Holbæk. Rumformen er inspireret af de skaller, man finder ved stranden, her forbundet i en yin-yang-samhørighed.

Prawoto forsøger at skabe et rum, hvor relationen mellem menneske, dyr og natur er i balance. Hans innovative skal-struktur ved Holbæk Fjord er bygget med gammeldags bambus-redskaber og tømrermetoder og har af den grund også en vigtig kulturhistorisk betydning. Bygningen og de aktiviteter, der kommer til at foregå her, markerer det for Prawoto essentielle forhold mellem naturforståelse og spiritualitet.

Født i 1958. Eko Prawoto voksede op i Central Java, Indonesien. Han er bachelor i arkitektur fra Gadjah Mada University 1982 og Master i arkitektur fra Berlage Institute, Amsterdam, 1993. Siden 1985 har han undervist på Faculty of Architecture and Design ved Duta Wacana Christian University. I 2000 etablerede han designværkstedet Eko Prawoto Architecture Workshop. Hans arbejde er blevet vist på Venedig Biennalen, Gwangju Biennalen, Echigo Tsumari Art Triennial, Kamikatsu Art Festival, Regionale XII i Østrig, og senest Singapore Biennalen 2013.

Foto: Joe Kniesek

Hamed Ouattara



Caprice, 2016, Ahlgade i Holbæk, permanent værk. 

Hvad skal man med et stort jernskrog af en bil? Olietønder, en skrottet gravko, siden af et fly eller en gammel køleskabs- eller havelåge?

For de fleste er det bare metaloverflader. Men for Hamed Ouattara og hans team er det værdifulde materialer, der bare venter på at få et nyt liv, et re-design. Samfundets overskydende skrotmetal bliver i Ouattaras hænder til smukke designmøbler og rumindretninger.

De slidte og rå overflader i kollagerede farver leder tankerne hen på industriel modernitet og urbanitet. Og vidner, trods deres nye form og funktion, om metallets tidligere liv. Der sidder ofte et brand, et velplaceret ord som "Cat" (Caterpillar) eller "Total" (tankstation) på et af Ouattaras skabe eller borde.

Fine ornamenter og mønstre fra et stakit dækker en grøn skabslåge; et dygtigt metal-håndværk sætter sit præg på de futuristisk formede møbler. Glæden ved metalhåndværket og det at frembringe nyt af noget gammelt siver igennem alt, Ouattara rører ved.

Med sine møbler ønsker Ouattara at bringe en stilrenhed og lokal stolthed tilbage til afrikansk design, der længe har lidt under grimme importvarer fra Vesten.

Til Holbæk har Ouattara skabt et nyt værk af et bilvrag fra den lokale skrotplads og arbejdede på VAK's metalværkstedet i Jyderyp.

Født 1971 i Ouagadougou, Burkina Faso. Hamed Ouattara har studeret først revision og senere hen anvendt design ved École Nationale Supérieure des Arts Décoratifs. Han er autodidakt maler og har desuden etableret sig som industriel designer. Han har vundet adskillige designpriser, senest Africa Design Award 2014. Ouattara har udstillet flere steder i Belgien, Italien, Spanien og USA. Han driver eget galleri i Ouagadougou.

Foto: Joe Kniesek

Ibrahim Mahama



Open Gates, 2015-2016, Holbæk havn og Vangkvateret, 15. maj-14. august / Nyhavn's Kpalang, 2016, Kunsthal Charlottenborg, 15. september 2016-15. januar 2017. 

Ibrahim Mahamas installationer dækker ikke blot overflader, men skaber og omskaber dem. De rum der skabes fortæller derpå historier om varer såsom kakao og kaffes cirkulation, produktionsbetingelserne i hans hjemland og andetsteds og historier om de mange hænder, der rørte ved sækkene undervejs fra Afrika til Amerika, Europa eller Asien. Mærkningerne på lærredssækkene, som symbolisrer ejerskab, oprindelsessted, destination og bliver dermed ardannelser og rituelle markeringer – ligesom sækkene, der er blevet forvandlet til arkæologisk materiale, og de lokaliteter, de rummer, bliver arkæologiske. Lugtesansen spiller unægtelig en vis rolle for installationen. Afhængig af sækkenes tidligere indhold – kaffe, kakao, kul, bønner, ris osv. – kan man spore, hvad de har været brugt til, gennem den duft, de udsender. Idet Mahama med sækkene omdanner og genskaber steder, berører han rummets politik og reflekterer over arbejde og økonomiske processer, handel, migration og ikke mindst visse steders åndelige kvaliteter.

I 2015 boede Mahama en måned i Danmark i Vangkvarteret i Holbæk, hvor beboere fra over 30 forskellige lande har deres dagligdag. Her talte han med beboerne om deres migrationshistorier og på den baggrund skabte han fire 15 meter høje sejl med master af togskinner og sejl af lærredssækkene.

Som kunstner laver Mahama typisk kunstværker i samarbejde med andre og i en skala, der virker næsten umulig. Han har flere gange tildækket hele højhuse eller broer i Ghana med hundredevis af kvadratmeter "beklædning" lavet af brugte sække, købt i Ghana.

De brugte hessiansække interesserer ham på grund af de historier, de fortæller, herunder historien om de materialer, de har indeholdt såsom kakao, kul og kaffe. I samarbejde med en gruppe papirløse migrantarbejdere i Ghanas hovedstad Accra syr han dem sammen til monumentale patchworks. Arbejderne sætter forskellige markører, bl.a. deres navne, på sækkene, der allerede bærer spor af transport-slitage, nummerering osv.

Mahama skaber således midlertidige monumenter over cirkulationen af ikke bare gods, men også mennesker og leverer en fortælling om, hvordan sidstnævnte kæmper for at tilpasse sig nye systemer som f.eks. det i Vangkvarteret.

Født 1987 i Tamale, Ghana, hvor han stadig bor og arbejder. Ibrahim Mahama er uddannet (MFA) i maleri og skulptur fra Kwame Nkrumah University of Science and Technology, Kumasi. I 2012 begyndte han at lave Occupations, en serie nomadiske installationer skabt i samarbejde med forskellige migrantsamfund. Installationerne er udført i industrielle materialer såsom jutesække, der har været anvendt til opbevaring og transport af diverse råvarer. Hans arbejde er blevet vist på en række gruppeudstillinger, blandt andet Pangea I og Pangea II på Saatchi Gallery, London, Silence Between The Lines i Ahenema Kokobeng, Kumasi, Gown must Go To Town, Accra og den 56. Venedig Biennale.

Foto: Joe Kniesek

 

Jean Katambayi Mukendi



Ecoson, 2010, Holbæk Bibliotek, 15. maj-14. august.

Jean Katambayi Mukendi har udviklet en kunstnerisk praksis, der læner sig op af elektroteknik, biologi og fysik. I sine tegninger, collager og installationer sammensat af fundne elektroniske materialer, pap og matematiske og elektrotekniske formler konstruerer Katambayi maskiner, der på afstand synes at have potentiale til at løse alle verdens problemer.

Til "An Age of Our Own Making" præsenterer Mukendi værket Ecoson fra 2010, der befinder sig i et spændingsfelt mellem teknologi og natur. 20 krukker fyldt med organiske materialer, herunder letfordærvelige fødevarer, er forbundet med rør og udgør en række øko-strømledere. Disse øko-stømledere kan producere elektricitet til installationen.

På installationens ene side findes et forvrænget verdenskort, hvorfra der kommer lyde og lys.

Ecoson peger på alternative muligheder i forhold til energiproduktion og energistrømme i en tidsalder med en stadigt stigende mængde organisk affald. Værket understreger med andre ord nødvendigheden af at tænke anderledes og udforske det tilsyneladende umulige, hvis man reelt ønsker at redde planeten.

Jean Katambayi er født 1974 i Den Demokratiske Republik Congo. Han bor og arbejder i Lubumbashi.

Foto: Joe Kniesek

Jems Robert Koko Bi



Empty, 2016, Kragsbrygge, Holbæk, 15. maj -14. august 2016.

Jems Robert Koko Bi taler med træet, før han saver. Vil det acceptere hans forslag om en figur, en abstrakt form, en krumning?

Så former han hoveder med en motorsav, brænder dem sorte og lægger dem på et fad; tager en træstamme og bygger en båd fyldt med svedede, tætstående, ansigtsløse træ-mennesker. Han udskærer stole, man ikke kan sidde på og portrætterer Nelson Mandela med et ansigtsudtryk af lettelse, smerte og udmattelse (Mandela, 2700 Pieces of Life's History, 2014).

Han saver en grov form ud og "tegner" derpå detaljerne med motorsav og brændemærkninger. Hans udtryk er kantet, brutalt, beskidt og groft, men samtidig afslører hans respekt for træets og skovens mytiske kraft og hans meget personlige relation til materialet en stor sensitivitet og intimitet. 

Koko Bi beskæftiger sig indholdsmæssigt med frihedens smerte, med skæve magtforhold og begrebet "brain drain", dvs. udvandringen af kompetent arbejdskraft fra det afrikanske kontinent.

Hans formsprog beror på en lang tradition for træsnit i hjemlandet Elfenbenskysten, men er samtidig konceptuelt. Værket Empty til "An Age of Our Own Making" har han skabt lokalt på VAK og Jyderup Højskole.

Født 1966 i Sifra, Elfenbenskysten. Jems Koko Bi har studeret Spansk Historie 1986-1988 ved University of Abidjan og siden uddannet sig som billedkunstner ved Institut National Supérieur des Arts et de l'Action Culturelle (INSAAC) i Abidjan, 1988-1995. I 1997 modtog han et DAAD-stipendium og flyttede til Tyskland, hvor han studerede på Kunstakademie Düsseldorf. Han har deltaget i udstillingen The Divine Comedy. Heaven, Purgatory and Hell Revisited by Contemporary African Artists, Museum für Moderne Kunst (MMK), udstillet på Museum Kunst Palast, Düsseldorf samt på den 7. og 8. Dakar Biennale for afrikansk samtidskunst.

Foto: Per Christensen

Julie Djikey



Ozonisation, 2016, Holbæk by, 15. maj 2016

Hendes bryster er dækket af en bh lavet af ståltråd og oliefiltre fra en bil. Øjnene er beskyttet af lufttætte svømmebriller. En skarp lugt siver fra hele Julie Djikeys nøgne og glinsende krop, som er indsmurt i olie og kulsort aske fra afbrændte bildæk. Med et bilrat i hænderne skubber den congolesiske performancekunstner en hjemmelavet legetøjsbil foran sig gennem en trafikeret gade.

Vi er alle bevidste om, at biltrafik forurener, koster menneskeliv og laver huller i ozonlaget. Men i hvor høj grad tager vi ansvar for miljøet og den fremtid, der ligger foran os? Tænker vi kun på os selv og vores egen komfort? 

Med sin performance ’Ozonisation’ går Djikey i dialog med publikum om miljøforurening og andre af vor tids største menneskeskabte udfordringer.

Djikeys fokus er på de mega-byer, der er skudt op verden over. Hvad betyder det for vores klode, når mennesker klumper sig sammen i disse enorme habitater? Med ’Ozonisation’ peger hun på nedbrydningen af vores ozonlag. Ved at sætte sin egen krop i spil som en levende bil - en af de knap så miljøvenlige modeller - peger hun tilbage på den fysiske indvirkning, det har på os, når vi ikke længere er beskyttet mod ultraviolet stråling. Og hvad det gør ved planeten, når den opvarmes. Samtidig sender hun også en bredside mod dermatologiens overforbrug af kosmetiske stoffer, der skal blege menneskets hud.

Med sin performance modsætter Djikey sig verdens nuværende tilstand: vold, uretfærdighed og uigennemsigtige (vestlige) privilegier.

Foto: Joe Kniesek

Kamera & redigering: Rasmus Quistgaard

Georges Adéagbo



The Age, And the Age: The Way You Make Your Bed Is the Way You Will Sleep, 2016, Holbæk Museum. 15. maj - 14. august 2016.

Georges Adéagbo modtog allerede i 1999 den prestigefyldte ’Juryens Pris’ på Venedig Biennalen. Men han opfatter ikke sig selv som kunstner – snarere som en slags arkæolog. Via lokale ’udgravninger’ leder han med egne ord efter de principper og mysterier, en by eller et land bygger på. Efter sit feltstudie skaber han enorme installationer bestående af lokalhistoriske genstande og loppefund, ting indsamlet på gaden, bøger, kataloger og artikler. Alt sammen suppleret med egne filosofiske tekster samt malerier og skulpturer bestilt hos kunstnere i Benins største by, Cotonou.

De visuelle og skrevne elementer i disse omfattende, sært poetiske samlinger udgør alle vigtige brikker i Georges Adéagbos samfundsanalyser. Til udstillingen i Holbæk har Georges Adéagbo fokus på den danske trekantshandel. I det 18. og 19. århundrede ejede flere godser ved Holbæk plantager i Dansk Vestindien, hvor driften var baseret på afrikanske slavers arbejde i sukkermarkerne på St. Croix og St. Thomas.

I landene ved Den Beninske Bugt, der stod for den næststørste eksport af slaver, fandtes flere danske handelsposter. Med sin installation på Holbæk Museum ønsker Georges Adéagbo at bygge bro mellem Danmark og Benin. At af-kolonisere forbindelsen. Ved at sammenstille kunsthåndværk fra Cotonou med hverdagsgenstande fra for- og nutidens Holbæk sætter han spørgsmålstegn ved ’antikverede’ ideer om, hvad der har mest værdi og størst magt. Langsomt begynder tingene at finde et fælles sprog.

I Georges Adeágbos installation indgår træskærerier skabt af afrikanske kunstnere efter vestlige forbilleder. Dette er en udfordring af det, vi forstår ved ’autentisk afrikansk kunst’ – maskerne som opdagelsesrejsende og koloniherrer bragte med sig til Europa. Georges Adéagbo vil have os til at tænke over, om vi overhovedet kan tale om autenticitet og givne sandheder i en globaliseret verden. Er levnene fra forbrugssamfundet på Holbæks loppemarkeder autentisk danske? Og giver de historier, museet formidler, mening for os, eller har vi bare over tid godtaget dem?

Med sine anderledes samlinger sætter Georges Adeágbos nye perspektiver på historien og piller ved vores mentale standardindstillinger. De konventionelle roller som ’udforsker’ og ’udforsket’ bytter han om og får os dermed til at se på vores lokale kultur med andre øjne. Det er vores tur til at blive ’opdaget’.

Kort over placeringen af Georges Adéagbos installation her.

Georges Adéagbo er født i 1942 i Cotonou, Benin. Han er skulptør og installationskunstner og kendt for sit arbejde med fundne genstande. Han modtog en ærespris for sin udstilling Venise d’hier-Venise d’aujour d’hui på Venedig Biennalen i 1999 og deltog på Dokumenta 11 i 2002 med udstillingen L’explorateur et les explorateurs devant l’historie de l’exploration.

Foto: Joe Kniesek. 

Misheck Masamvu



The Life of A Fruit, 2016, Holbæk Sygehus, permanent værk.

Fra Misheck Masamvu's hånd kommer en flod af udtryksfulde, varme, smukke og dragende malerier.

De taler de undertryktes sag i et uigennemsigtigt politisk system, hvor det er svært at komme til orde. På den måde er indholdet i malerierne realistisk og indfanger en problemfyldt hverdag.

Værkerne undersøger kontroversielle emner som værdiløsheden af menneskeliv i verdens overbefolkede områder eller de inhumane prioriteringer og beslutninger i den lokale finansverden i Zimbabwe og de menneskelige katastrofer, der følger.

Malerierne er fyldt med kroppe: trætte, hængende kroppe; kroppe med brød for ansigtet, fisk i underbukserne eller en fanget fugl i hånden, som man ser det i maleriet Broken Ladders.

Grundlæggende oplever Masamvu overbefolkningen i Zimbabwe som en trussel mod miljøet, men også som en direkte årsag til, at menneskeliv devalueres. Fruit of Life, et centralt maleri af Masamvu, viser således en stor trækrone, hvorfra der 'vokser' en mængde livløse menneskekroppe. 

Værket The Life of A Fruit til "An Age of Our Own Making" er realiseret i samarbejde med Holbæk Art. 

Født 1989 i Penhalonga, Zimbabwe. Misheck Masamvu bor og arbejder i Harare. Han har studeret ved Atelier Delta, Harare og på Akademie der Bildenden Künste, München. Masamvu er en central figur i zimbabweansk samtidsmaleri. Desuden understøtter han sammen med sin kone, Gina Maxim, den lokale kunstscene og andre kunstnere gennem deres værksteds- og residenceprogram Village Unhu. Masamvu har deltaget i Dakar Biennalen, den 54. Venedig Biennale, hvor han repræsenterede Zimbabwe, samt Sao Tome Biennalen.

Foto: Joe Kniesek.

Sammy Baloji



 

Untitled #13, 2006 & Frise Obus, 2016, Kulturbiografen, Holbæk, 15. maj 2016 - 15. maj 2018. 

Sammy Balojis kunstneriske praksis  er centreret omkring fotografi, arkivmateriale og, i den senere tid, skulpturelle værker. Hans arbejde bærer præg af den koloniale virkelighed i hjemlandet DR Congo og de ar, fortiden har sat. Balojis værker afspejler kompleksiteten i et land, der er kendt for at være et af de rigeste lande i verden mht. egne ressourcer, men samtidig groft udbyttet i flere hundrede år.

Ved at sammenstille fortid og nutid udfolder Baloji historiske, økonomiske, kulturelle og sociale fortællinger, ikke kun om Congo, men om Afrika som helhed. 

Til "An Age of Our Own Making" viser Baloji sin kendte og meget roste serie Mémoire fra 2006. Præsenteret på tre store billboards fortæller de fotografiske montager om de konflikter, der har præget de congolesisk-begiske relationer i løbet af kolonihistorien. Ved at sammenstille arkivbilleder af congolesere og belgiere med aktuelle billeder af ruinerne af koloniale miner og industrielle landskaber, synes Baloji på den ene side at udpege taberne og vinderne af det koloniale foretagende, og på den anden side at konstruere et fotografisk monument, der vidner om kolonialismens økonomiske, socio-politiske og miljømæssige arv.

Baloji præsenterer også for første gang den nye serie Frise Obus i fotografisk version monteret på et billboard. Ved første øjekast ser man en række blomstervaser, men opdager ved nærmere eftersyn, at vaserne faktisk er approprierede granathylstre. Hvad der måske kunne opfattes som dårlig fiktion, er en virkelig fortælling om, hvordan efterladenskaber fra krig er blevet brugt i dagligdagen hos familier i Belgien og andre europæiske lande. Samtidig peger Baloji diskret på det faktum, at det kobber og andre mineraler og kemikalier der bruges til at konstruere bomber, kommer fra minerne i Congo og andre udbyttede lande.

Sammy Baloji har udstillet i institutioner som Musée du quai Branly, Paris; Royal Museum for Central Africa, Tervuren; Museum for African Art, NY og i Wiels, Contemporary Art Center Bruxelles. Desuden har Baloji taget del i talrige gruppeudstillinger og biennaler såsom "La vie moderne" 13. Biennale de Lyon, "All the World's Future's", 56. Venedig Biennale, og "Personne et les autres", den belgiske pavillon på Venedig Biennalen. Han er modtager af Rolex Mentor og Protégé Arts Initiative award i 2014, sammen med Olafur Eliasson, og modtog Prince Claus Award i 2008 samt to priser på African Photography Biennalen i Bamako, Mali i 2007.

Foto: Joe Knisek. 

Angela Melitopoulos & Angela Anderson



Unearthing Disaster I & II, 2016, Holbæk Bibliotek, 15. maj - 14. august 2016. 

Unearthing Disaster I & II bringer os til Halkidiki i det nordlige Grækenland, til stedet hvor græsrødder fører en stadig kamp imod et storstilet dagbruds-mineprojekt, som Eldorado Gold står bag. Eldorado Gold er et canadisk “low cost” guldmineselskab med base i Vancouver. Det katastrofale mineprojekt er betegnende for de udbyttende magtrelationer i Den Europæiske Union og et eksempel på nutidens katastrofekapitalisme. Det giver et indblik i omfanget af et imperialistisk udvindingsforetagende; et foretagende, der har skabt en borgerkrigslignende konflikt og en truende miljømæssig katastrofe i Grækenland.

Halkidiki er en bjergrig halvø med stor biodiversitet. Der findes urskove og uberørte kystmiljøer. Økonomien i området er dybt afhængig af indtægterne fra biavl, fiskeri, skovhugst, landbrug og turisme. Aktiviteter som forudsætter et sundt økosystem.

Dobbelt-skærm videoinstallationen viser pulveriseringen af et naturligt og kulturelt miljø, og hvordan det socialt kommer til udtryk. Unearthing Disaster I (først vist i 2013 under titlen Corridor X - Postscript to an Unfinished Journey) følger lokale aktivister på en rejse gennem de engang såvel kendte landskaber, der på få dage er blevet forvandlet til ukendelighed på grund af anlæggelsesarbejdets voldsomme indgreb.

De molekulære og intelligente organiske systemer, der binder planter, træer, vandløb og jord sammen, stilles i Unearthing Disaster II (2015) overfor den massive, voldelige, mekaniserede destruktion af disse systemer, som sker i profitten og udviklingens navn.

Indenfor rammerne af denne katastrofe-kapitalisme, der støttes af EU og IMF, tvinges myndighederne i Syriza til at handle imod borgernes interesser for at beskytte et privat aktieselskabs interesser. Lokalsamfund er blevet kriminaliseret på grund af deres protester mod anlæggelsen af minen, der er afhængig af beskyttelse fra politi og private sikkerhedsværn.

Protestbevægelserne i Skouries viser, at vores fremtid er bundet op på en global politisk kamp for en økologisk samfundsorden, der anerkender, at miljømæssige, sociale, kulturelle, økonomiske og etiske niveauer er indbyrdes forbundne.

- Angela Melitopoulos og Angela Anderson.


Siden 1985 har Angela Melitopoulos’ værker været vist på internationale udstillinger, biennaler og festivaler og er blevet belønnet med flere priser. Hendes arbejde er koncentreret omkring erindringspolitiske tematikker, tid, geografi og kollektiv erindring i relation til elektroniske/digitale medier og dokumentation. I sit forskningsarbejde lægger hun vægt på udviklingen af nye formater og inddrager multi-screen-værker, performance, expanded cinema’ og videoessays, der er filosofisk baserede. Hun er professor ved Skolen for Mediekunst på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København.

Angela Anderson er kunstner og film-producer og arbejder i krydsfeltet mellem økologi, økonomi, migration, medie-, queer- og feministisk teori. Hun har samarbejdet med mange kunstnere og producere omkring performative, filmiske og installatoriske projekter. Siden 2013 har hun arbejdet sammen med Angela Melitopoulos og anti-mineaktivister i det nordøstlige Grækenland om bl.a. 'Unearthing Disaster'. Hun er udstillingsdesigner for Forum Expanded ved Berlinalen (Berlin International Film Festival) og cand.mag. i Film and Media Studies fra The New School i New York City.

Foto: Joe Kniesek.  

Michèle Magema



What the Sea didn't Take Off Me
26. juni kl. 16:30-17:00
Gården, Museet for Samtidskunst, Roskilde

Michèle Magemas performance ”What the Sea didn’t Take Off Me” tager afsæt i firehundrede migranters forsvinden, da de forsøgte at krydse Middelhavet i april 2016. Firehundrede mennesker ud af tusind, der hver måned dør i Middelhavets bølger i deres bestræbelser på at nå frem til Europa. Værket ser nærmere på migrationsprocesser og de risici, som folk tager for at krydse over grænser.

Magemas værk bygger på kroppens erindring: hver krop bærer i sig en erindring om andre individer i familien og i samfundet. Magemas værk placerer sig således mellem Historien med et stort ”H” og de individuelle historier. Det bringer hendes egen krop i samspil gennem symboler og gentagne bevægelser, der bliver til en art ritualer. Hendes arbejde er politisk og bruger kunsten til at yde modstand.

I sin performance ”What the Sea didn’t Take Off Me” optræder Magema barfodet, klædt i hvidt og med bandager, der repræsenterer de firehundrede sjæle, der druknede på rejsen mellem Egypten og Italien. Hun krydser en sti fremstillet af et lilla pulver, nærmere bestemt kaliumpermanganat – et stof, der også kendes under betegnelsen ”Condy’s Crystals” og bruges i medicinske sammenhænge til f.eks. at helbrede hudirritationer. Hun krydser denne sti som en art bodsgang for de syge og døde kroppe.

Mich èle Magema er en congolesisk-fransk billedkunstner. Hun er født i Kinshasa i Den Demokratiske Republik Congo i 1977. Hun bor og arbejder i Nevers i Frankrig og har en MA i Fine Arts fra l’Ecole Nationale Supérieure d’Arts de Paris-Cergy. Hun er en del af residency-programmet på Cité Internationale des Arts i Paris og har deltaget på Africa Remix Exhibition. Hendes værker har været vist på udstillingen Global Feminisms på Brooklyn Museum, Hirshorn Museum og Sculpture Garden.

Foto: Joe Kniesek. 

Nathalie Bikoro



When The Hero Disrobes Her Armour Giving Birth To Quiet Revolutions
25. juni kl. 15:30-17:30
Gården, Museet for Samtidskunst, Roskilde


I installations-performanceværket “When The Hero Disrobes Her Armour Giving Birth To Quiet Revolutions” ligger der en tøjbunke i midten af museets gårdrum. Tøjet har flygtninge båret på deres flugt og efterfølgende solgt på markeder i Berlin. Taget som en samlet masse afspejler tøjet en større fortælling om migration og nationalitet, såvel som en modstand mod nationalstatens undertrykkende natur og mod det politiske styre i det land, den enkelte person er flygtet fra.

Enkelte tøjstykker er blevet udvalgt, båret, vasket med rød farve og klippet i form som en drage af kunstneren. De hæver sig fra bunken, der befinder sig i midten af en koncentrisk lydinstallation skabt af megafoner. Måske kan disse drager flyve, måske kan de ikke, men de står som et dystert monument over migrationens, identitetens og grænsekrydsningens paradigme.

Dragen fungerer som et symbol eller et minde, der afføder nye former for opposition og alternative måder at forstå nomadismens ånd på. Afspilningen af stemmer, der er optaget i forskellige lejre i Tyskland under første og anden verdenskrig – menneskelige 'zoologiske haver' og arbejdslejre, hvor der fandt diverse antropologiske og filmiske eksperimenter sted – fungerer her som en alarmklokke, der opfordrer til hurtig handling. Ikke i forhold til fortiden, men til samtiden.

Forud for projektet “Squat Monument” i Berlin i 2015 udførte Bikoro research i samlingen af kolonitidens stemmer hos LautArchiv ved Humboldt Berlin og hos Basler Afrika Biographien. I den forbindelse gjorde hun flere uventede opdagelser: hun fandt stemmer, der tilhørte kvinder fra modstandsbevægelser (normalt blev der kun optaget mandestemmer), stemmer som talte ud fra kolonitidens lejre, fra universiteter, filmkulisser, menneskelige zoologiske haver og tyske bosættelser i Namibia.

Disse stemmer høres nu i performance-installationen “When The Hero Disrobes Her Armour Giving Birth To Quiet Revolutions”. Efter at have ligget upåagtet hen gennem mange årtier taler de igen om frihed, erindring, modstand og poesi. Stemmerne i megafonerne ændrer sig gradvist i løbet af performancen. Bikoro blander de historiske stemmer og deres budskab om modstand med nutidige optagelser fra markederne i Yaounde, Cameroon.

Som kunstneren selv påpeger, definerer og afmærker disse markeder en række territorier af politisk modstand, fællesskab og organisering gennem stemmerne fra de kvinder, der sælger varer dér. De forskellige stemmer beskriver deres varer eller fremfører budskaber om frigørelse, selvstændighed og politisk modstand.

Her ser vi migration som modstand, kortlagt via lyd.


Nathalie Bikoro er fra Gabon (1985) og har en PHD i Political philosophy, media arts and development of Africa fra Greenwich University i London. Hun har udstillet ved den 10. Dak’Art Biennale og vundet internationale priser fra Fondation Blachere France og Afrique Soleil, Mali. Bikoro er også performance-kurator hos Savvy Contemporary i Berlin. 

Foto: Joe Kniesek. 

Athi-Patra Ruga



Decimation - Future White Women of Azania 
26. juni kl. 20-21:30
Procession fra Museet for Samtidskunst i Roskilde til Roskilde Festival, Camping Vest

Athi-Patra Ruga præsenterer sin nye performance ”Decimation”: et festligt optog, der går fra Museet for Samtidskunst til Roskilde Festivalplads. De inviterede drag-performere i optogets midte vil – iført skinnende skrud, sværme af balloner, LED-lys og høje hæle – forberede sig og posere i museets gård. Publikum opfordres til at tage del i optoget og får til dette formål udleveret særlige ”glow sticks”.

På vej til festivalpladsen kan optoget både tænkes at vokse sig større eller blive mindre. Det vil blande sig med mængden af mennesker, der bevæger sig mod festivalpladsen og dermed indoptage nye deltagere. Der vil dog til sidst foregå en mindre udvælgelsesproces. Optogets endemål er et træ på festivalpladsen, der er dekoreret som et helligt sted med diverse genstande og lys hængende fra grenene. Her vil hele optoget samle sig, og et ritual vil blive opført, der involverer publikum og de pinde, de har bragt med sig. Dette ritual vil afgøre, hvem der hører hjemme – og hvem der ikke hører hjemme – i ”staten Azania”, en stat under tilblivelse.

Begrebet ”decimering” henviser til en form for masseafstraffelse i den romerske hær, hvor mange hundrede soldater blev udvalgt til straf ved decimering (efter det latinske ord for ”tiendedel”, i dette tilfælde af en gruppe). Soldaterne blev opdelt i grupper på ti; hver enkelt gruppe trak så lod imellem sig, og den der tabte i hver gruppe blev efterfølgende henrettet af sine ni kammerater – ofte ved stening eller ved at blive banket ihjel med køller.

Inden for Athi-Patra Rugas samlede kunstneriske myte om “The Future White Women of Azania”udgør processionen gennem Roskilde kapitlet ”Decimation”. Med denne myte opfinder han og behandler alternative identiteter og marginaliserede livserfaringer, og med performances og billedtæpper skaber han forskellige kapitler i fortællingen. Ruga har arbejdet med myten gennem adskillige år, og med “The Future White Women of Azania” undersøger han ideer der knytter sig til Apartheid-tidens forestilling om Azania – et afkoloniseret sydafrikansk Arkadien. Denne myte blev oprindeligt udviklet af  den sydafrikanske nationalistbevægelse Pan-Africanist Congress (PAC), der i 1965 også tog navnet ”of Azania” til sig som tegn på deres forestilling om et ideelt fremtidigt Sydafrika.

I denne performance arbejder Ruga imidlertid med “a jazzy kinda decimation”, en legende måde, hvorpå individer blidt skubbes ud og ind i gruppen med pinde eller fagter. ”Det viser sig, at The Future White Women of Azania skal undergå en decimering, hvor ét medlem fra ti regimenter skal henrettes for eksil-Azanianernes forræderi som desertører,” forklarer Ruga. Dette er også et billede på nutidens praksis inden for opbygningen og fastholdelsen af nationalstater; et område, hvor spørgsmål om tilhørsforhold og manglen på samme er af stor væsentlighed – hvor “den Nationale Krop på en eller anden måde er overfølsom overfor influenzaer udefra,” som Ruga formulerer det.

Athi-Patra Ruga (1984) bor i Johannesburg og Cape Town, Sydafrika. Han opførte sin soloperformance “The Elder of Azania” på Johannesburg Pavillonen ved den 56. Venedig Biennale og har for nylig deltaget i gruppeudstillingen ”AFRICA: Architecture, Culture and Identity” på Louisiana i Humlebæk. Han deltog også i Performa 11 i New York i 2011.

Foto: Joe Kniesek. 

 

Moe Satt



Wishes of Hands
25. juni 2016 kl. 16
Palæhaven, Museet for Samtidskunst, Roskilde

Pop-up bar
26. juni 2016 kl. 18
Gården, Museet for Samtidskunst, Roskilde

Som performancekunstner arbejder Moe Satt primært med betydningsladede håndtegn og håndbevægelser – bevægelser, der bruges til at kommunikere eller i arbejdssammenhæng. Hånden som medium for kommunikation mellem mennesker kan udtrykke ting, der ligger hinsides det talte sprog. Hånden kan vise, hvem du er.

I sin performance “Wishes of Hands” skaber Satt bannere, der viser omridset af hænder. På disse bannere skriver han publikums ønsker og bærer derefter rundt på bannerne i Palæhaven. Et ritual afslutter performancen og stiller spørgsmålstegn ved, hvorvidt og hvorfor man overhovedet skal ønske noget.

Satt har arbejdet med hænder og gestik i adskillige andre værker, heriblandt foto-serien “Face and Fingers” (2008-09), hvor han opfinder og gennemgår 108 forskellige håndstillinger med titler såsom ‘Gun’ og ‘Wave.’ Han har også skabt videoerne ”Hands around in Yangon” (2012), som handler om håndens arbejde rundt omkring i byen, og “Five Questions to the Society where I Live” (2015): et tyst sprog bestående af håndtegn, som blev skabt og anvendt i forbindelse med en forestående national afstemning.

“Jeg bruger forskellige dele af kroppen som udtryksform i mit arbejde. I mine performanceværker har jeg primært arbejdet med betydningsladede og meningsløse håndstillinger og handlinger. Jeg tager udgangspunkt i min egen krop og rummet omkring mig for at udforske og eksperimentere med min krops udholdenhed,” forklarer Satt.

På museet vil Moe Satt også skabe en lokal pop-up bar med cocktails, der hver især fortæller noget om den politiske og historiske situation i Myanmar. Her vil cocktailen “Pegu Club” (Gin, Orange Curacao, frisk limesaft, et stænk bitter) blive serveret. Pegu Club var en victoriansk Gentlemen's Club i Rangoon, Burma (det nuværende Yangon, Myanmar), og var blandt de mest berømte klubber i det sydøstlige Asien. Denne cocktail var stedets signaturdrink. Cocktailen “Democrat” (Bourbon Whisky, frisk citronsaft, ferskenlikør, honning) vil også blive serveret. Satt forklarer: “Democrat er egentlig en amerikansk cocktail, men jeg har valgt den i denne sammenhæng, fordi jeg godt kan lide navnet. Jeg valgte netop Democrat, fordi Myanmar er i færd med at bevæge sig fra militærjuntaens styre hen imod at blive en demokratisk nation.”

Moe Satt er initiativtager til performancefestivalen Beyond Pressure Public Art Festival (2008-2014) i Myanmar og blev nomineret til Hugo Boss Asia Art Award 2015. Han har senest bidraget til udstillingen “A Journal of the Plague Year” på Kadist Art Foundation og The Lab, San Francisco, USA, 2015, og kurateret udstillingen "Silent For A While", 10 Chancery Lane Gallery, Hong Kong, 2016.

Foto: Joe Kniesek.

Amy Lee Sanford



Full Circle
25. juni kl. 16.30-19 & 26. juni 2016 kl. 16-18
Palæhaven, Museet for Samtidskunst, Roskilde

Single Break Pot
27. juni & 28. juni 2016 kl. 14-15 
Roskilde Festival, Darupvej, togstation vest

Som menneske kan man opleve situationer, hvor man må genopbygge sit liv, fx når man flytter hjemmefra, når man forlader eller mister sine nære, og hvis man ender helt andre steder i forhold til udgangspunktet. ”Full Circle” er en meditativ og indadvendt performance, der handler om menneskelige traumer og deres cykliske natur, om oplevelsen af pludselige tab, og om hvordan livet kan genoprettes.

Amy Lee Sanford sidder omgivet af lerpotter fra Kampong Chhnang (hendes fars fødested i Cambodja). Hun vil tilbringe to dage i Palæhaven, hvor hun i løbet af perioden vil knuse alle potterne og lime dem sammen igen. Når hver enkelt lerpotte er klinket, binder hun stykkerne sammen med snor inden hun stiller potten tilbage på sin plads i cirklen omkring hende. Under det cambodianske Khmer Rouge-styre (1975–79), der iværksatte det cambodianske folkedrab, blev millioner af cambodianere gjort til slaver, tortureret og dræbt eller døde af sult, sygdom og overanstrengelse. Denne langstrakte performance peger på menneskelige traumer, og hvordan livet kan genoprettes, både i et personligt og historisk perspektiv.

I 'Single Break Pot: Darupvej' vil Amy Lee Sanford sidde på Roskilde Station med lertøj, der er fremstillet i hendes families gamle hjemstavn, Kampong Chhnang i Cambodja. Her knuser hun hvert enkelt stykke lertøj og klinker det igen. Når hvert enkelt stykke er limet sammen igen, omvinder kunstneren det med snor og stiller det tilbage på dets oprindelige plads. Kunstnerens performance, der foregår over en udstrakt tidsperiode, bruger det at knuse og klinke keramik til at pege på menneskelige traumer og deres cykliske natur, på oplevelsen af pludselige tab og på, hvordan man kan genopbygge et liv, både som individ og som samfund. 


Amy Lee Sanford har læst Visual Art på Brown University, med særligt fokus på konstruktion og biologi. Hun har desuden studeret keramik på Rhode Island School of Design, University of Massachusetts og Harvard. I 2005 vendte Amy tilbage til Cambodia for første gang i 30 år for at lede efter sin familie og undersøge sin egen baggrund. 

 Foto: Joe Kniesek.

Mwangi Hutter



X marks the Spot
1. juli 2016 kl. 12-14
Roskilde Festival, Orange Scene

Mwangi Hutter er en kunstnerduo bestående af Ingrid Mwangi og Robert Hutter. Duoen har en særlig interesse i at undersøge begrebet om et ”selv” og hvordan selvet ændrer sig og muterer gennem andre. De er også interesserede i, hvordan man skaber en fælles stemme.

Deres performances stiller således spørgsmålstegn ved selvet og det kollektive. I deres performances arbejder de med kroppen, med kollektiv historie og kollektive fortællinger samt med traumer. Til Roskilde Festival har Mwangi Hutter udviklet en ny deltagerorienteret performance kaldet “X marks the Spot”. Her indbydes 200 frivillige deltagere (både festivalgæster og andre) til at stille sig op i et gittermønster og pakke sig ind i enten rødt eller sort stof. Tilsammen vil de derved danne et midlertidigt Dannebrog foran Orange Scene – men med et sort kors i stedet for et hvidt.

Publikum kan se hændelserne udspille sig live, samtidig med at de også kan se optrinnet filmet fra luften på en stor videoskærm. Titlen henviser til det hvide kors i det danske flag og legen med dets symbolik – kunne det hvide kors også være en målskive? Performancen åbner op for de forskellige associationer, der omgærder dette nationalsymbol og nationalismens tilstand i Danmark. Værket afsøger også de forestillinger, der forbindes med henholdsvis ”hvid” og ”sort”

Mwangi Hutter har i de senere år deltaget i internationale udstillinger såsom "Heaven, Hell, Purgatory – The Divine Comedy from the Perspective of Contemporary African Artists", Museum für Moderne Kunst, Frankfurt, 2015; "VISIONS. An Atmosphere of Change", Marta Herford Museum, 2013, samt “Earth Matters: Land as Material and Metaphor in the Arts of Africa”, Smithsonian Institution, National Museum of African Art - NMAfA, Washington DC, 2013.

Foto: Joe Kniesek. 

Aman Mojadidi



What they fear
27. - 29. juni 2016, hver dag 11-19
Roskilde Festival, City Center East

Ideen til en såkaldet 'immuniserings-klinik' på Roskilde Festival opstod ud af den migrationskrise, som de europæiske lande – inklusive Danmark – har reageret forskelligt på, og som kan anskues at have rødder i begrebet ”immunisering”: Hvad (eller i dette tilfælde HVEM) vælger vi at immunisere os imod? Og hvad er det, vi ønsker at immunisere os imod? Tanker? Begreber? Religioner? Racer? Nationalisme? Ekstremisme? Politiske ideologier? Åbne grænser?

Denne performative installation vil bestå af en teltklinik af samme slags, som festivalens medicinske beredskabstelte. Her vil man finde sundhedspersonale siddende bag borde, hvor de besøgende kan vælge mellem en række forskellige vacciner i form af flydende tinkturer – dråber, som personalet drypper ned under den besøgendes tunge. Valget af ”vaccine” vil vise, om den besøgende er for eller imod den siddende danske regerings immigrationspolitik. Den danske højreorienterede regering har indtaget et markant ståsted i forhold til den bølge af migranter, der ankommer til Europa i disse dage, primært fra Syrien, Afghanistan, Irak, Sudan, Eritrea m.m. Hvor står du?

Listen over “vacciner” gør det muligt for de besøgende at blive vaccineret mod en række forskellige ting, såsom islam, ”blackness”, racisme, yderligtgående højre- eller venstreorienteret politik, ”Arabness”, racehygiejne m.m. Det tilstedeværende sundhedspersonale vil bære gennemsigtige beskyttelsesdragter, og teltet vil indeholde glasskabe med medicinsk udstyr. Personalet sidder hver især ved arbejdsstationer, hvor de har adgang til alle de materialer, der skal til for at give den immuniserende dosis. Personalet vil udføre en række forskellige opgaver – lagerføring, check af vacciner, justeringer af de forskellige materialer osv. – mens patienterne behandles.


Amanullah (Aman) Mojadidi er af afghansk og amerikansk afstamning. Han er født i Florida (1971) og bor og arbejder i Paris og Kabul. Han har blandt andet skabt en kollektion af modetøj til selvmordsbombere og soldater ved navn "Conflict Chic" samt fotografier, der undersøger forbindelserne mellem Kabul City og borgerkrigstidens amerikanske sydstater og deres konføderationsforbund. Hans værker er blevet udstillet på en række internationale samtidskunstudstillinger, heriblandt dOCUMENTA (13) og Kochi-Muziris Biennale i 2012. I 2012 kuraterede Mojadidi ligeledes en Documenta-udstilling i Kabul, der viste værker af 12 afghanske samtidskunstnere.

Foto: Joe Kniesek. 

Bernard Akoi-Jackson



…it’s imperative, staying put, put into globalized imperative contexts, is imperative…
25. juni  2016 kl. 16:30-18:30 & 26. juni 2016 kl. 17-19
Den Gamle Byrådssal, Byens Hus, Stændertorvet

Kunstneren Bernard Akoi-Jackson skaber interaktive performanceværker, der peger på de faldgruber, man kan se i den praktiske, daglige forvaltning af immigrationslovene, og på det sprogbrug, der bruges i denne sammenhæng.

Hans performances fremstiller de statslige administrative procedurer som en form for nationalt selvforsvar mod migration. I Akoi-Jacksons nye performance med titlen “…it’s imperative, staying put, put into globalized imperative contexts, is imperative…”, som bliver opført i Byens Hus i Roskilde, genner en række assistenter publikum/”ansøgerne” gennem en labyrint af forvaltningsmæssige tiltag og forløb.

Her udsættes publikum for en strøm af papirarbejde, grænsekontrol, fingeraftryk og formler, der skal udfyldes og gentagne gange tjekkes af embedsmænd. De vil også stå overfor en række absurde opgaver, der udføres i et forvirrende kancellisprog. På vej gennem systemet og dets mange faldgruber vil publikum desuden støde på forskellige fristende varer og genstande såsom sukker, guld og havsalt. Efter alle disse strabadser får de til sidst et stempel af administratorerne, der udnævner dem til at være [IKKE-IMMIGRANT SELV], [IMMIGRANT ANDEN], [NOMADISK BORGER] eller [DIPLOMAT VIP].

Når alle blandt publikum har gennemført opgaverne, bliver de sat til at vente foran et slags pseudo-alter, indtil de bliver kaldt frem af en præstelignende figur, den øverste myndighed – en tvetydig skikkelse, som er kunstneren selv. Han giver dem deres certifikat, et stykke ghanesisk chokolade og et glas hollandsk snaps. Hele episoden filmes via CCTV. Denne performance ligger på mange måder i forlængelse af det værk, kunstneren opførte på Lilith Performance Studio i Malmø: “Untitled: How to Usher the [an] African fully into [His]tory…”, 2015.

 
Akoi-Jackson bevæger sig indenfor mange genrer – performance, dans, poesi, installationskunst, fotografi og videokunst – for at udfordre sin samtid og den kultur, han befinder sig i. Han deltog for nylig i en gruppeudstilling med titlen “If you love me – Loco Shed of the Kumasi Railway”, Accra, 2016 og opførte et værk ved Lilith Performance Studios, “Wata don Pass - Looking West”, 2015. Han har også udstillet som en del af ”Time, Trade & Travel”, Stedelijk Museum Bureau Amsterdam – SMBA, Amsterdam, 2012. Han tog sin BFA og MFA fra College of Art and Social Sciences, Kwame Nkrumah University of Science and Technology (KNUST), Kumasi, i henholdsvis 2003 og 2006. Han er nu professor på KNUST, Kumasi, Ghana.

Foto: Joe Kniesek.

Harold Offeh



Choreograph Me
25. juni 2016 kl. 17:30
Gården, Museet for Samtidskunst, Roskilde 

Choreograph Me er et fortløbende projekt, hvor kunstneren Harold Offeh indbyder publikum til at bruge hans krop som medium og materiale for at skabe en række performative udtryk. Publikum har her mulighed for at komme med instrukser til bestemte handlinger og bevægelser, som Offeh udfører live i løbet af én time. Beskuerne inviteres også til at deltage aktivt og udføre instrukserne sammen med Offeh eller til at instruere og forme begivenhedernes gang på afstand (ved at holde plancher med tekst op).

Værket Choreograph Me, som oprindeligt blev bestilt af MiMA, Middleborough, bruger instruktionerne som ramme for at skabe et kollektivt koreograferet værk. Ved at gøre sin krop tilgængelig som et ”art material”, der kan eksperimenteres med, udforsker Offeh spørgsmålet om, hvordan en kunstner kan anvendes som skulpturelt materiale, og hvordan hans arbejde kan være til nytte for publikum.

Ved opførelsen af “Choreograph me” på Museet for Samtidskunst vil Offeh gen- og nyopføre værket og igen invitere publikum til at instruere og føre ham. Hans performance vil vare op til en time. Publikum udstyres med en række trykte tekster, der angiver bestemte bevægelser eller handlinger. De kan bruge teksterne til at give kunstneren instrukser, eller de kan skabe helt nye instruktioner ved selv at nedskrive ord på papir. Offeh er interesseret i forholdet mellem krop, rum, race og køn, men også i relationen mellem publikum og performer. Hans værker krydser levende billeder med live-optræden og rummer talrige referencer til film og sange.

Harold Offeh er født i Ghana (1977). Han har studeret Fine Art på Brighton University og Fine Art Photography på Royal College of Art, London. Han har omfattende udstillingserfaring både i og udenfor Storbritannien; som eksempler kan nævnes East International, Norwich; At Your Service, David Roberts Art Foundation, London; Espaco Bananeiras, Rio de Janeiro, Brasilien, samt Metropolis Rise, CQL Design Center, Shanghai, Kina.

Foto: Joe Kniesek.  

Ali Al-Fatlawi feat. Wathiq Al-Ameri



We have thought about you
26. juni 2016 kl. 16
Gården, Museet for Samtidskunst, Roskilde

Pavillion of Iraq
27. juni - 1. juli 2016, hver dag 15-18
Roskilde Festival, Settle and Share, P, Camp East

Kunstnerduoen Ali Al-Fatlawi og Wathiq Al-Ameri skaber performanceværker, der afspejler, afsøger og udfordrer konkrete fordomme i forhold til arabisk kultur, frygten for og forventningen om terrorisme, grænsekrydsningssituationer og det psykologiske pres, der kan udtrykkes gennem fysisk gestik.

Menneskets dødelighed som en del af hverdagslivet er også et væsentligt tema, som udtrykkes gennem performances og handlinger, der beskæftiger sig med maskulinitet og krigshandlinger samt med erindringens rolle og musealiseringen af de liv, der går tabt i krigszoner.

Med deres performance “We have thought about you” byder Ali Al-Fatlawi og Wathiq Al-Ameri de besøgende velkommen til Museet for Samtidskunst. De tager imod festivalens gæster ved et bord fyldt med hakkede løg og gule blomster, mens tårerne triller ned af deres kinder.

På Roskilde Festival vil Ali Al-Fatlawi og Wathiq Al-Ameri skabe en ”irakisk pavillon” i et telt i campingområdet. De vil selv bebo teltet og sove, spise og performe der, samtidig med at de vil integrere sig i de øvrige campisters liv. Teltet vil dog være lidt anderledes udstyret end de omkringliggende: det vil have flag og bannere med arabiske påskrifter, og inde i teltet vil et TV vise nyhedsudsendelser fra Irak, mens et andet TV vil være tunet ind på en irakisk musikkanal på høj lydstyrke.

Teltet er åbent – offentligheden og beboerne i naboteltene er velkomne til at kigge ind. Kunstnerne laver te på en samovar og indbyder de besøgende til at drikke den af typiske orientalske teglas. I løbet af festivalen vil kunstnerne tale med pavillonens besøgende og skrive digte på teltdugen. Denne “Pavilion of Iraq” er en interventionsorienteret performance, der finder sted over tid, og som har til hensigt at skubbe til de forventninger og den frygt, der er forbundet med arabisk og muslimsk kultur. 

Ali Al-Fatlawi & Wathiq Al-Ameri vandt Performancepreis i Schweiz i 2011 efterfulgt af den prestigefyldte Swiss Art Award i 2012. Ali Al-Fatlawi & Wathiq Al-Ameri har base i Schweiz og samarbejder som en del af gruppen Urnamo, der blev grundlagt i 2002. De har kendt hinanden siden barndommen og studerede sammen på Bagdad Arts Academy i Irak og på F+F Submit Schule für Kunst und Design i Zürich.

Foto: Joe Kniesek. 

Moshekwa Langa



Mine, 2016, Kunsthal Charlottenborg, 15. august 2016 - 15. januar 2017. 

Moshekwa Langa opdagede en morgen midt i sin folkeskoletid, at hans hjemby ikke var at finde i et atlas. Hans barndomsby eksistererede ikke officielt! Følelsen, der ramte ham den morgen, kombineret med en mere generel følelse omkring kompleksiteten i post-apartheid Sydafrika, startede Langas kunstneriske praksis, der kredser om minder, forskydning, længslen efter det ideelle sted og de komplekse følelser jalousi mellem land og by kan bestå af.

At flytte fra land til by kan skabe en følelse af fordrivelse og længsel, og Langa arbejder kontinuerligt med dette gennem tekst og billedkunst. Hvor hører man til?

Til "An Age of Our Own Making" har Langa skabt installationen Mine; et landskab, der mimer et udtørret flodleje - en donga. Denne donga danner rammen om hans kortlægning af personlige minder samt refleksioner over hjemlandet Sydafrika, som stadig ikke har en egentlig struktur for et afbalanceret samfund.

Den følelse eller stemning, der opstår når han kommer tilbage til sin hjemegn, et sted han elsker højt, men som han også oplever har svært ved at favne ham, efter han har boet og arbejdet i forskellige storbyer som kunstner, har inspireret Langa til at indsamle genstande som bælter, slips, bånd, uld og hatte. Hver genstand er en erindring, og i samlingen af minder, der er bredt ud mellem installationens ’flodbreder’, findes en form for vej mod ingenting, som kunstneren beskriver det; en motorvej af nedgravede ting, friktioner, forhindringer og gode tider.

På væggene er der ophængt ‘trukkede’ malerier, som består af stof, der bogstaveligt talt er slæbt bag en bil og kørt rundt i Langas barndomsby, Bakenberg i Limpopo-regionen. Stoffet er mærket og slidt af de overflader, de er trukket henover, og grus- og markvejene har sat deres tydelige spor fra det område, hvor kunstneren voksede op. I udstillingen udgør disse ’trukkede’ billeder siderne i den udtørrede donga, som også var det landskabsområde, hvor Langa legede som barn, og som dannede ramme for hans liv som teenager, inden han forlod Bakenberg, der stadig er et område præget af post-apartheid, og som endnu ikke ejes af sine indbyggere.

Installationens objekter, tegninger og malerier ledsages af en video, der viser to fødder, der forlader en bus og går ud i det ukendte, akkompagneret af Shirley Basseys sang: Where do I begin?

Moshekwa Langa er født i 1975 i Bakenberg i Sydafrika. Han bor og arbejder i Johannesborg og Amsterdam. Han har deltaget i adskillige udstillinger, heriblandt den turnerende udstilling The Short Century i 2001-2002 og Africa Remix i 2004-2005, 50. og på 53. Venedig Biennalen og på São Paulo Biennalen i 2010. Hans værker findes desuden i samlingerne på MoMA i New Yorkog på Museum van Hedendaagse Kunst i Antwerpen.

Kamera, interview og redigering: Rebekka Elisabeth. 

Kamal Aljafari



Recollection, 2015, Kunsthal Charlottenborg, 15. september 2016 - 15. januar 2017.

Kamal Aljafaris film og installation Recollection er en samling uddrag, stillbilleder og video fra israelske og amerikanske filmoptagelser i Jaffa mellem 1960’erne og 1990’erne. Jaffa var i disse år et sted, hvor filmskabere kunne skabe fiktive fortællinger om Israel – oven på de tomme palæstinensiske ruiner. Dette bevirkede, at meget af den palæstinensiske historie og nutid – både den reelle og den fiktive – langsomt, men systematisk, blev udvisket. I Recollection forsøger kunstneren at foretage en ny form for udviskning med en handling, han kalder ’filmisk retfærdighed’; Aljafari har fjernet de israelske skuespillere i forgrunden og dermed skabt et øget fokus på de mennesker, der tilfældigvis optræder i filmens baggrund. Dvs. både palæstinensere og også irakiske jøder, der dengang var bosat i byen, og som ufrivilligt blev til forbipasserende i filmene. På den måde fungerer Recollection som en art genopførelse af historien og grundlægger en ny type historisk medborgerskab baseret på en sammensmeltning af erindringer og byens faktiske rum. Filmen er klippet sammen af eksisterende materiale.

Kamal Aljafari er født i 1972 og er palæstinensisk kunstner og filmproducent.
Hans værker er blevet vist på Robert Flaherty Film Seminar 2009 i New
York, på Benjamin White Whitney Fellow på Radcliffe Institute for Advanced
Study og på Harvard University i 2009 og 2010. Han har modtaget adskillige
filmpriser og kunstlegater. Han har blandt andet skabt filmværkerne The Roof fra
2006, Port of Memory fra 2009 og Recollection fra 2015.

Kamera, interview og redigering: Rebekka Elisabeth.

Tita Salina og Irwan Ahmett



1001st Island - Nyhavn, 2016, Jakarta Stories, 2014-2016, Collective Interventions, 2013-2016, Kunsthal Charlottenborg, 15. september 2016 - 15. januar 2017.

Tita Salina & Irwan Ahmett er legende og politiske. Med poetiske aktioner udforsker de, hvordan byens rum anvendes, og hvordan rummet helt subtilt kan ændres. Samtidig arbejder de med længevarende researchprojekter, der udfolder migrationens ofte voldsomme veje. Deres værker er grupperet i tre temaer, der undersøger, hvordan vi selv kan være med til at forme og skabe vores omgivelser, og hvordan byens udfordringer kan tackles, så der også skabes nødvendige lommer til refleksion og eftertænksomhed.


Jakarta Stories: Jakarta i Indonesien har mere end 15 mio. indbyggere. Det trafikale kaos er kolossalt og byrummets daglige udfordringer mange. I værket Kancil Menyeberang Jalan opleves, hvordan irritation, råb og dytten kan blive til smil, vinken og fnis, idet en række af scootere bliver til ruten, der forbinder det ene fortov med det andet, som var scooterne drivtømmer, der forbandt to flodbreder.


1001st Island – The Most Sustainable Island in Archipelago peger på problemet med de stigende verdenshave og fortæller historien om, hvordan Tita Salina slår sig sammen med lokale fiskere i Jakartas havneområde Muara Angke og yder modstand mod bystyret. Værket består af en kunstig ø af skrald, der ligger i Nyhavn samt en film. Det farverige plastik-skrald samles lokalt og opstrammes i et stort fiskenet, og en lille flydende ø bliver hermed skabt. Øen kan ses i Nyhavn de første to uger af udstillingsperioden og derefter i udstillingen. Projektet stiller skarpt på dels det stigende forurenings- og skralde-problem i havet omkring Jakarta, og dels på det gigantiske og prestigefyldte havneprojekt Giant Sea Wall, hvor kunstige øer skal løse Jakartas stigende boligproblem og samtidig fungere som dæmninger for den stigende vandstand. Et projekt, der fjerner fundamentet for de lokale fiskeres eksistens.


Collective Interventions: Skrald fra Jakartas gader bliver i Trash Ball først til en bold, der spilles med på gaden. I takt med, at bolden bliver større og større – som en snebold – skaber den ophold i trafikken og får byens tempo til at ændre karakter. I Air Ball ’laves’ bolden af luft fra Fukushima. Den voksende luft-bold bliver ’transporteret’ til Tokyo, hvor den støt vokser, mens den ’kastes’ rundt i bybilledet. Begge bolde, lavet af den menneskabte forurening, bliver til små intermezzoer i byens gader, hvor forbipasserende er velkomne til at tage del i den kollektive leg.
A Journey: I Salting the Sea stilles der skarpt på den tragiske skæbne mange yngre indonesere lider, når de drager mod nordligere himmelstrøg for at tjene penge. Mange snydes, misbruges eller fængsles. Salina og Ahmett arbejder ekstensivt med flere af disse familier og deres historier. I denne video fortælles historien om seks fiskere, der drog mod Taiwan for at tjene penge til deres familier. Mens kunstnerne indsamler familiens salte tårer, hører man brudstykker af mændenes brutale historier.


Holy Water tager livtag med variationen af, hvad der er helligt. Væsken fra sprøjter og kanyler, indsamlet i offentlige parker, bliver renset og genanvendt i kirkens rum, og videoen spørger til, hvad der dømmes illegalt i et samfund.

Tita Salina & Ir wan Ahmett har arbejdet sammen som duo siden 2010 med base i Jakarta i Indonesien. Tita Salina er født i 1973 og Irwan Ahmett i 1975. De har deltaget i adskillige gruppeudstillinger, heriblandt PastIPresentIFuture: Tokyo Story Part 2 i Tokyo i 2014, Smart City: The Next Generation på Aedes am Pfefferberg i Berlin i 2013, 4. Singapore Biennale i 2013, Biennale Jogja XI i Yogyakarta i 2011 og Urban Play Project i Jakarta i 2010.

Foto: Mathilde Maria Rønshof.

Lorenzo Sandoval



Udstillingen An Age of Our Own Making har haft tre dele, kaldet refleksioner, hvoraf tredie og sidste del udstilles på Kunsthal Charlottenborg. Med afsæt i værket Broken Parliament skabte Lorenzo Sandoval et "reflektionsrum" på Holbæk Bibliotek og på Kunsthal Charlottenborg et "Editor's room". Dette rum er en art epilog, hvor publikum havde mulighed for at dykke ned – og måske blive væk – i det materiale, der udgør forarbejdet for kuratorernes tanker og konceptuelle arbejde med udstillingsserien.


Editor’s Room / Broken Parliament vol III består af et sæt foldemoduler, der tjener som stole og et tableau med diskursivt materiale bestående af skulpturer, malerier, skærme m.m. Men også af objekter fra tidligere udstillinger eller interiørobjekter såsom radiatorer fra Kunsthal Charlottenborg. Der findes videoer om processerne, der har ført til An Age of Our Own Making, bøger med fokus på flere af udstillingens diskurser og fotodokumentation fra de forrige to refleksioner, der fandt sted i henholdsvis Holbæk og Roskilde tidligere på året.


Editor’s Room / Broken Parliament vol III. trækker på begrebet ‘passagen’, som den er formuleret af Walter Benjamin i det ufærdige projekt Passagenwerk. I den tekst foreslår Benjamin et narrativt system, der skabes af fragmenter og alt det, der er tilovers. Denne måde at skabe fortællinger på, har netop inspireret Sandovals samling af objekter og tanker fra de tre refleksioner i "An Age of Our Own Making".

Lorenzo Sandoval lavede et refleksionsrum til udstillingen og arbejder på tværs af kunstnerisk praksis, kuratoriske processer og udstillingsdesign. Sandoval har en BFA og en MA i Photography, Art and Technology fra UPV (Valencia, Spanien). Hans seneste soloudstilling Deep Surface blev vist på L’Atelier-ksr i Berlin i 2016. Siden 2015 har han ledet The Institute for Endotic Research. Han vandt for nylig kunstprisen Generación 2017.

Kamera, interview og redigering: Rebekka Elisabeth



Feedback

Sidst opdateret

07.02.2017

Ansvarlig redaktør

Louise Ravnsted Szecsi