Jems Robert Koko Bi

Empty, 2016, Kragsbrygge, Holbæk, 15. maj -14. august 2016.

Jems Robert Koko Bi taler med træet, før han saver. Vil det acceptere hans forslag om en figur, en abstrakt form, en krumning?

Så former han hoveder med en motorsav, brænder dem sorte og lægger dem på et fad; tager en træstamme og bygger en båd fyldt med svedede, tætstående, ansigtsløse træ-mennesker. Han udskærer stole, man ikke kan sidde på og portrætterer Nelson Mandela med et ansigtsudtryk af lettelse, smerte og udmattelse (Mandela, 2700 Pieces of Life's History, 2014).

Han saver en grov form ud og "tegner" derpå detaljerne med motorsav og brændemærkninger. Hans udtryk er kantet, brutalt, beskidt og groft, men samtidig afslører hans respekt for træets og skovens mytiske kraft og hans meget personlige relation til materialet en stor sensitivitet og intimitet. 

Koko Bi beskæftiger sig indholdsmæssigt med frihedens smerte, med skæve magtforhold og begrebet "brain drain", dvs. udvandringen af kompetent arbejdskraft fra det afrikanske kontinent.

Hans formsprog beror på en lang tradition for træsnit i hjemlandet Elfenbenskysten, men er samtidig konceptuelt. Værket Empty til "An Age of Our Own Making" har han skabt lokalt på VAK og Jyderup Højskole.

Født 1966 i Sifra, Elfenbenskysten. Jems Koko Bi har studeret Spansk Historie 1986-1988 ved University of Abidjan og siden uddannet sig som billedkunstner ved Institut National Supérieur des Arts et de l'Action Culturelle (INSAAC) i Abidjan, 1988-1995. I 1997 modtog han et DAAD-stipendium og flyttede til Tyskland, hvor han studerede på Kunstakademie Düsseldorf. Han har deltaget i udstillingen The Divine Comedy. Heaven, Purgatory and Hell Revisited by Contemporary African Artists, Museum für Moderne Kunst (MMK), udstillet på Museum Kunst Palast, Düsseldorf samt på den 7. og 8. Dakar Biennale for afrikansk samtidskunst.

Foto: Per Christensen



Feedback

Sidst opdateret

08.02.2017

Ansvarlig redaktør

Julie Damgaard Nielsen