Nathalie Bikoro

When The Hero Disrobes Her Armour Giving Birth To Quiet Revolutions
25. juni kl. 15:30-17:30
Gården, Museet for Samtidskunst, Roskilde


I installations-performanceværket “When The Hero Disrobes Her Armour Giving Birth To Quiet Revolutions” ligger der en tøjbunke i midten af museets gårdrum. Tøjet har flygtninge båret på deres flugt og efterfølgende solgt på markeder i Berlin. Taget som en samlet masse afspejler tøjet en større fortælling om migration og nationalitet, såvel som en modstand mod nationalstatens undertrykkende natur og mod det politiske styre i det land, den enkelte person er flygtet fra.

Enkelte tøjstykker er blevet udvalgt, båret, vasket med rød farve og klippet i form som en drage af kunstneren. De hæver sig fra bunken, der befinder sig i midten af en koncentrisk lydinstallation skabt af megafoner. Måske kan disse drager flyve, måske kan de ikke, men de står som et dystert monument over migrationens, identitetens og grænsekrydsningens paradigme.

Dragen fungerer som et symbol eller et minde, der afføder nye former for opposition og alternative måder at forstå nomadismens ånd på. Afspilningen af stemmer, der er optaget i forskellige lejre i Tyskland under første og anden verdenskrig – menneskelige 'zoologiske haver' og arbejdslejre, hvor der fandt diverse antropologiske og filmiske eksperimenter sted – fungerer her som en alarmklokke, der opfordrer til hurtig handling. Ikke i forhold til fortiden, men til samtiden.

Forud for projektet “Squat Monument” i Berlin i 2015 udførte Bikoro research i samlingen af kolonitidens stemmer hos LautArchiv ved Humboldt Berlin og hos Basler Afrika Biographien. I den forbindelse gjorde hun flere uventede opdagelser: hun fandt stemmer, der tilhørte kvinder fra modstandsbevægelser (normalt blev der kun optaget mandestemmer), stemmer som talte ud fra kolonitidens lejre, fra universiteter, filmkulisser, menneskelige zoologiske haver og tyske bosættelser i Namibia.

Disse stemmer høres nu i performance-installationen “When The Hero Disrobes Her Armour Giving Birth To Quiet Revolutions”. Efter at have ligget upåagtet hen gennem mange årtier taler de igen om frihed, erindring, modstand og poesi. Stemmerne i megafonerne ændrer sig gradvist i løbet af performancen. Bikoro blander de historiske stemmer og deres budskab om modstand med nutidige optagelser fra markederne i Yaounde, Cameroon.

Som kunstneren selv påpeger, definerer og afmærker disse markeder en række territorier af politisk modstand, fællesskab og organisering gennem stemmerne fra de kvinder, der sælger varer dér. De forskellige stemmer beskriver deres varer eller fremfører budskaber om frigørelse, selvstændighed og politisk modstand.

Her ser vi migration som modstand, kortlagt via lyd.


Nathalie Bikoro er fra Gabon (1985) og har en PHD i Political philosophy, media arts and development of Africa fra Greenwich University i London. Hun har udstillet ved den 10. Dak’Art Biennale og vundet internationale priser fra Fondation Blachere France og Afrique Soleil, Mali. Bikoro er også performance-kurator hos Savvy Contemporary i Berlin. 

Foto: Joe Kniesek. 



Feedback

Sidst opdateret

08.02.2017

Ansvarlig redaktør

Julie Damgaard Nielsen