Tita Salina og Irwan Ahmett

1001st Island - Nyhavn, 2016, Jakarta Stories, 2014-2016, Collective Interventions, 2013-2016, Kunsthal Charlottenborg, 15. september 2016 - 15. januar 2017.

Tita Salina & Irwan Ahmett er legende og politiske. Med poetiske aktioner udforsker de, hvordan byens rum anvendes, og hvordan rummet helt subtilt kan ændres. Samtidig arbejder de med længevarende researchprojekter, der udfolder migrationens ofte voldsomme veje. Deres værker er grupperet i tre temaer, der undersøger, hvordan vi selv kan være med til at forme og skabe vores omgivelser, og hvordan byens udfordringer kan tackles, så der også skabes nødvendige lommer til refleksion og eftertænksomhed.


Jakarta Stories: Jakarta i Indonesien har mere end 15 mio. indbyggere. Det trafikale kaos er kolossalt og byrummets daglige udfordringer mange. I værket Kancil Menyeberang Jalan opleves, hvordan irritation, råb og dytten kan blive til smil, vinken og fnis, idet en række af scootere bliver til ruten, der forbinder det ene fortov med det andet, som var scooterne drivtømmer, der forbandt to flodbreder.


1001st Island – The Most Sustainable Island in Archipelago peger på problemet med de stigende verdenshave og fortæller historien om, hvordan Tita Salina slår sig sammen med lokale fiskere i Jakartas havneområde Muara Angke og yder modstand mod bystyret. Værket består af en kunstig ø af skrald, der ligger i Nyhavn samt en film. Det farverige plastik-skrald samles lokalt og opstrammes i et stort fiskenet, og en lille flydende ø bliver hermed skabt. Øen kan ses i Nyhavn de første to uger af udstillingsperioden og derefter i udstillingen. Projektet stiller skarpt på dels det stigende forurenings- og skralde-problem i havet omkring Jakarta, og dels på det gigantiske og prestigefyldte havneprojekt Giant Sea Wall, hvor kunstige øer skal løse Jakartas stigende boligproblem og samtidig fungere som dæmninger for den stigende vandstand. Et projekt, der fjerner fundamentet for de lokale fiskeres eksistens.


Collective Interventions: Skrald fra Jakartas gader bliver i Trash Ball først til en bold, der spilles med på gaden. I takt med, at bolden bliver større og større – som en snebold – skaber den ophold i trafikken og får byens tempo til at ændre karakter. I Air Ball ’laves’ bolden af luft fra Fukushima. Den voksende luft-bold bliver ’transporteret’ til Tokyo, hvor den støt vokser, mens den ’kastes’ rundt i bybilledet. Begge bolde, lavet af den menneskabte forurening, bliver til små intermezzoer i byens gader, hvor forbipasserende er velkomne til at tage del i den kollektive leg.
A Journey: I Salting the Sea stilles der skarpt på den tragiske skæbne mange yngre indonesere lider, når de drager mod nordligere himmelstrøg for at tjene penge. Mange snydes, misbruges eller fængsles. Salina og Ahmett arbejder ekstensivt med flere af disse familier og deres historier. I denne video fortælles historien om seks fiskere, der drog mod Taiwan for at tjene penge til deres familier. Mens kunstnerne indsamler familiens salte tårer, hører man brudstykker af mændenes brutale historier.


Holy Water tager livtag med variationen af, hvad der er helligt. Væsken fra sprøjter og kanyler, indsamlet i offentlige parker, bliver renset og genanvendt i kirkens rum, og videoen spørger til, hvad der dømmes illegalt i et samfund.

Tita Salina & Ir wan Ahmett har arbejdet sammen som duo siden 2010 med base i Jakarta i Indonesien. Tita Salina er født i 1973 og Irwan Ahmett i 1975. De har deltaget i adskillige gruppeudstillinger, heriblandt PastIPresentIFuture: Tokyo Story Part 2 i Tokyo i 2014, Smart City: The Next Generation på Aedes am Pfefferberg i Berlin i 2013, 4. Singapore Biennale i 2013, Biennale Jogja XI i Yogyakarta i 2011 og Urban Play Project i Jakarta i 2010.

Foto: Mathilde Maria Rønshof.



Feedback

Sidst opdateret

08.02.2017

Ansvarlig redaktør

Louise Ravnsted Szecsi