Når hverdagen bliver til kunst

Den 18. maj gæster en ghanesisk kunstner Holbæk. Han skal bo i Vangkvarteret og skabe et lokalt kunstværk baseret på den virkelighed, han møder.
18.05.2015

Ibrahim Mahama har lavet omfattende kunstprojekter i mange lande, men det er ikke kun det store og internationale, der er motoren i hans kunst. Han interesserer sig for dialog og inddragelse af lokalsamfundet. Så når kunstværket står færdigt i 2016, bliver det en skildring af byen set med ghanesiske briller.

Mennesker, der krydser grænser

Det er ikke første gang Ibrahim Mahama sætter benene på holbækjord. Sidste år besøgte han byen, og det var her Vangkvarteret gjorde et særligt indtryk på ham.

"Jeg er optaget af mennesker og materialer, der bevæger sig igennem tid og over grænser og forsøger at passe ind i nye systemer og miljøer. Det er en af grundene til, at jeg har valgt at arbejde i Vangkvarteret," fortæller Ibrahim Mahama.

Kunstværket, som Ibrahim Mahama skal lave til byen, skal udstilles som en del af Images. Images er en biennale med kunst fra Afrika, Asien og Mellemøsten, der afholdes på forskellige kulturinstitutioner i Danmark. I Holbæk begynder Images allerede i 2015 med Ibrahim Mahamas besøg. Han skal samle inspiration til værket ved at tale med borgerne og møde dem i deres hverdag. Derfor skal han blandt andet til banko og billard og besøge Sofielundskolen.

En menneskeskabt tidsalder

Ibrahim Mahamas besøg er en invitation til alle, som vil opleve mødet mellem Ghana og Holbæk i Vangkvarteret. Borgerene får en unik mulighed for at tale med en, der ser anderledes på os og vores lokalsamfund, mener Cecil Bojsen Haarder, projektleder på Holbæk Images:

"Formålet er, at vi borgere skal lade os inspirere og overraske af idéer og indtryk udefra. Vi skal blive klogere på folk fra andre lande, som vi ikke har så stort kendskab til. Det handler om at være åben og se ligheder frem for forskelle mellem mennesker."

Temaet for Holbæk Images er "An Age of Our Own Making". Idéen bag er, at samfundet ikke skaber eller forbliver sig selv, men at vi mennesker er medskabere på godt og ondt.

Det ligger også Ibrahim Mahama på sinde at sætte spørgsmålstegn ved den verden, vi har skabt. I løbet af de sidste tre år har han arbejdet på et lokalt projekt i Accra i Ghana, hvor han satte fokus på immigranters vilkår i storbyen. Sammen med immigrerede kvinder syede han lærredssække sammen til store tæpper og beklædte broer og store bygninger med dem.

Projektet er et udtryk for Ibrahim Mahamas nysgerrighed over for den menneskelige dialog, og for lærredssækkenes oprindelse, historie og de mange hænder, der har rørt ved dem.

Global forankring i det lokale

Holbæk Images skal vise os kunst, som vi ikke er vant til at se. Men projektet kan mere end at give borgerne en særlig kunstoplevelse, mener Emrah Tuncer, formand Kultur og Fritid i Holbæk Kommune:

"Vi vil være med til at gøre det globale mere lokalt og jordnært. Vi vil skabe en forbindelse på tværs af lande, som kan gøre os klogere på hvem vi er, og hvad vi kan."

Om Images

Images er en biennale for samtidskunst fra Afrika, Asien og Mellemøsten. Images 2016 sætter fokus på kunstnerne og det samfund, de agerer i og kommenterer på med deres kunst. Images er støttet af CKU - en selvejende institution under Udenrigsministeriet.



Feedback

Sidst opdateret

07.02.2017

Ansvarlig redaktør

Hans Henrik Nielsen